Tuesday, October 16, 2007

Danskerne vil til valg om EU

Alle partiers vælgere vil have en fol­keafstemning om EU-reformtraktaten. Det viser en ny meningsmåling, som Catinét Research har lavet.

I alt mener 59 procent af danskerne, at traktaten skal lægges ud til en afstemning, mens 26 procent er imod. Særligt blandt De Radikales vælgere er målingen markant. Selv om partiets linje er, at danskerne kun skal til EU-stemmeurnerne, hvis der flyttes suverænitet efter grundlov­ens § 20, så mener 64 procent af partiets vælg­ere, at danskerne under alle omstændig­heder skal stemme om traktaten.

VK-vælgere vil også stemme
Også blandt regeringspartiernes vælgere er der et flertal for en folkeafstemning. 50 procent af Venstres vælgere kræver en folkeafstemning, mens kun 38 procent mener, at traktaten skal underskrives, uden at den danske befolkning bliver spurgt.

Hos De Konservative får partiets politiske ordfører, Pia Christmas-Møller, opbakning fra K-vælgerne. Christmas-Møller brød for nylig med partiets linje og talte varmt for en EU-folkeafstemning. Det synspunkt støttes af 51 procent af de konservative vælgere, mens 44 procent ikke mener, at reformtraktaten skal til afstemning i Danmark.

S-vælgere: 68 pct. vil have valg
Hos de socialdemokratiske vælgere er der ikke den store tvivl. Den nye traktat, som EU's stats- og regeringsledere i de kommende dage ventes at forhandle på plads i Lissabon, skal ud til en folkeafstemning. Et klart flertal på 68 procent af S-vælgerne vil stemme om traktaten.

***

0 Comments:

Post a Comment

Subscribe to Post Comments [Atom]

<< Home