Fakta: EU-reformtraktatens vigtigste punkter

EU’s 27 stats- og regeringschefer blev tidlig lørdag morgen enige om principperne for en ny traktat, der skal skrives under i midten af december og træde i kraft 2009.
Her er Ritzaus oversigt over aftalens vigtigste punkter:
Magtfordeling
Først fra 2014 træffes beslutninger i EU’s Ministerråd med såkaldt dobbelt flertal. Det betyder, at forslag kun kan vedtages, hvis mindst 55 procent af landene og mindst 65 procent af befolkningerne stemmer ja.
Fra 2014-17 vil der være en overgangsordning, som i visse stridssituationer gør det muligt at bruge de gamle stemmevægte fra Nicetraktaten.
Fast formand (præsident)
EU’s topmøder skal fremover ledes af en person, som har en embedsperiode på to et halvt år. For alle andre EU-ministermøder gælder fortsat, at de ledes af en minister fra formandslandet, der udskiftes hvert halve år.
Udenrigsminister
Med titlen 'EU’s høje repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik' får EU en udenrigsminister, som både er næstformand for EU-Kommissionen og leder EU’s udenrigsministermøder. Landene har stadig vetoret.
Gult kort
Nationale parlamenter får i visse tilfælde ret til at sætte bremsen i over for lovforslag fra EU. En særlig mekanisme sikrer, at et flertal af parlamenter skal overveje det en ekstra gang, før de nedstemmer et mindretal.
Kommissærer
Antallet af EU-kommissærer skæres i 2014 fra de nuværende 27 til 15 og besættes af landene efter en ligelig rotationsordning.
Energisolidaritet
Landene skal være »solidariske« med hinanden i energikriser.
Afskaffelse af vetoret
På over 50 områder i rets- og socialpolitikken afskaffes landenes vetoret, men det danske retsforbehold står uændret, og Storbritannien har ret til at stå udenfor (opt-out).
Borgerrettigheder
Det europæiske borgerretscharter er juridisk gældende, bortset fra i Storbritannien.
Nationalsymboler
Det fælleseuropæiske flag, hymne og motto, som var en del af forfatningen, er strøget.
Ikke-grundlov
Ordet 'forfatning' forsvinder fra næste traktat.
***
0 Comments:
Post a Comment
Subscribe to Post Comments [Atom]
<< Home