Thursday, December 18, 2008

Malmö ramt af voldsomme uroligheder



Unge stod bag større optøjer torsdag aften i boligkvarteret Rosengård i Malmø, og omkring 100 politifolk var udkommanderet.

Biler blev stukket i brand og ruder blev knust.

Politiet blev mødt med sten og genstande affyret med slangebøsser.

Øjenvidner siger til avisen Sydsvenskan, at det flere steder lignede krigszoner, hvor stenkastende unge tvang betjente og brandfolk tilbage.

Optøjerne i aftes begyndte midt i bydelen, hvor flere hundrede unge kastede med sten og andet kasteskyts mod forbipasserende. Senere blev adskillige biler sat i brand, og ved en tankstation var der flere påsatte brande i containere.

***

Gas mod demonstranter i Athen

Græske demonstranter kastede i dag brandbomber og sten mod græsk politi uden for parlamentet i Athen.

Politiet svarede igen med tåregas, mens julehandlende flygtede med deres børn fra sammenstødene.

Det er 13. dag i træk, at der er demonstrationer i Grækenland i protest mod, at en teenager er død for en politimands kugler.

***

Akropolis i Athen besat

Demonstranter i Grækenland hængte onsdag to kæmpe bannere op på Akropolis i den græske hovedstad, Athen.

Samtidig fortsatte unge grækere deres snart to uger lange demonstrationer andre steder i landet. I Ionnina i det nordvestlige Grækenland besatte omkring 50 unge kommunekontoret, mens 20 andre besatte en lokal radiostation og begyndte at sende egne programmer.

***

Wednesday, December 10, 2008

Politifolk tiltalt i drabssagen i Athen

De to politimænd, der var involveret i den skudepisode, der kostede en 15-årig dreng livet, er blevet tiltalt for hans død.

En græsk politimand er nu formelt tiltalt for manddrab i forbindelse med den skudepisode, som kostede en 15-årig dreng livet, og som har ført til voldsomme demonstrationer i hele Grækenland. Det oplyste en retskilde til aften.

Den 37-årige Epaminondas Korkoneas er samtidig blevet tiltalt for "ulovlig brug" af sin tjenestepistol i forbindelse med drabet på Alexandros Grigoropoulos og har af en domstol i Athen fået sin varetægtsfængsling forlænget.

Hans kollega, den 31-årige Vassilios Saraliotis, er blevet tiltalt for medvirken til manddrab, og har ligeledes fået sin varetægtsfængsling forlænget.

Siden skudepisoden, der fandt sted lørdag aften i den græske hovedstad, har unge demonstranter stået bag voldsomme demonstrationer i de fleste større byer i Grækenland. Protesterne har også bredt sig til London, Berlin, Paris og senest til aften også København.

***

50 anholdt under demonstration i Kbh

En demonstration i sympati med de græske unge udviklede sig her til aften så voldsomt, at politiet anholdte omkring 50 personer.

Omkring 150 personer var først på aftenen samlet på Israels Plads til en uanmeldt demonstration. Politiet krævede, at de unge stillede en leder som ansvarlig for demonstrationen.

Det tog noget tid, og på et tidspunkt forlod 40-50 personer demonstrationen med kurs mod indre by, hvor de ifølge politiet begik en del hærværk. Ved 20-tiden anholdt politiet 25 af dem på Nytorv.

***

Tuesday, December 09, 2008

Sejr skal give ro i Athens gader

Panathinaikos-træner håber, at hans holds sejr i Champions League løfter stemningen i Athen og hjælper med til at berolige gemytterne i den uroplagede by.

Panathinaikos-træner Hen Ten Cate følte tirsdag aften, at hans hold var på en fredsmission i Champions League-kampen mod Anorthosis Famagusta fra Cypern. Panathinaikos vandt kampen 1-0 og sikrede sig førstepladsen i Gruppe B og dermed avancement til ottendedelsfinalerne, og triumfen skulle gerne hjælpe til med at dæmpe gemytterne i Athen, der i flere dage har været plaget af voldsomme gadekampe mellem demonstranter og politi.

- Grækenlands premierminister talte inden kampen med vores præsident, fordi der var tale om, at kampen skulle aflyses på grund af urolighederne. Men regeringen ønskede, at kampen skulle spilles, fordi en sejr til os ville skabe en positiv stemning, sagde Hen Ten Cate efter sejren.

- Jeg håber, at det lykkedes for os at skabe den gode stemning, og at de 70.000, som kom til kampen fra hele Grækenland, tager den stemning med sig. Forhåbentlig vil urolighederne lægge sig og problemerne blive løst hurtigst muligt, sagde den hollandske træner.

***

Politi brugte gas efter begravelse

Græsk politi måtte bruge tåregas mod hundredvis af demonstranter kort efter begravelsen af den 15-årige dreng, der i weekenden blev skudt af politiet i Grækenlands hovedstad, Athen.

Kort efter begravelsen, hvor mere end 3000 sørgende mennesker deltog, blev politiet angrebet af en større gruppe unge mennesker.

De unge angreb med stenkast og satte ild til flere skraldespande i nærheden af kirkegården, hvor Alexis Grigoropoulos var blevet begravet kort forinden.

***

Monday, December 08, 2008

Nye voldsomme uroligheder i Athen

Uroligheder i græske storbyer fortsatte med uformindsket styrke mandag aften, rapporterede nyhedsbureauerne. Mange bygninger i hovedstaden, Athen, stod i flammer, efter at unge aktivister satte regeringsbygninger, politistationer og forretninger i brand.

Det var tredje dag i træk, studerende og unge aktivister på venstrefløjen var i kamp med politi og sikkerhedsstyrker i en række byer rundt om i Grækenland. Balladen kommer efter politiets drab i weekenden på en 15-årig dreng.

Tyk røg steg op fra Athens centrum samtidig med, at aktivisterne drog hærgende gennem byen kastende med sten og brandbomber mod politiet.

***

Flere uroligheder i Athen

For tredje dag i træk var en række byer rundt om i Grækenland i dag ramt af uroligheder i forlængelse af politiets drab i weekenden på en 15-årig dreng.

Urolighederne har efterhånden taget et sådant omfang, at landets premierminister har følt sig nødsaget til at henvende sig til befolkningen i en tv-transmitteret tale.

- Disse uacceptable og farlige begivenheder kan og vil ikke blive tolereret, sagde Kostas Karamanlis, der står i spidsen for Grækenlands konservative regering.

***

Nye gadekampe i Athen

De værste gadekampe i årevis hærger Grækenlands hovedstad Athen og nogle af de andre store byer i landet på andet døgn.

Flasker med benzin blev sendt den ene vej og tåregas den anden vej, da politi og aktivister i går tørnede sammen i Athen.

Butikker og banker blev smadret og biler og containere sat i brand i protest mod den betjent, der lørdag aften skød og dræbte en 15-årig dreng, der kastede sten mod en politibil.

***

Voldsomme uroligheder i Athen

Der udbrød lørdag voldsomme uroligheder i Grækenland efter at politiet dræbte en 15-årig aktivist.

Oprøret begyndte i Athen efter kampe mellem politiet og selvproklamerede anarkister. Politiet affyrede tåregas mod flere hundrede stenkastende unge, der brændte biler af, smadrede butiksvinduer og satte ild til affaldscontainere.

***